Læger og designledelse. Hvordan passer det lige sammen?

Sundhedsvæsenet er i konstant forandring for tiden. Der udvikles hele tiden nye teknologier og løsninger som kan forbedre og effektivisere arbejdsgange og patienttilfredsheden. Derfor kommer mange læger helt naturligt til at sidde med en ledelsesrolle med ansvar for at tænke innovation og forandring ind i hverdagen.

Institut for Klinisk Medicin og Region Midt startede derfor sidste år et nytænkende lederkursus for medicinstuderende med interesse i lægelig ledelse på organisatorisk niveau. Kurset hedder “Forandrings- og procesledelse for læger", og jeg skal sammen med min kollega Klaus Veng i denne uge afholde vores del af kurset, hvor vi underviser i hvilken rolle design spiller i forandringer og fornyelser af en organisation samt hvordan designledelse anvendes i konkrete situationer.

Hvorfor skal læger lære designmetoder?

bason_form_fremtidenMange forbinder nok design med de stolte danske traditioner for produktdesign, som kommer fra Arne Jacobsen, B&O, Georg Jensen osv. Det er godt design, men design er meget mere end produktdesign. Christian Bason, Direktør for Dansk Design Center, definerer i sin fremragende bog "Form Fremtiden” design som:

“En systematisk, skabende proces, der kombinerer forskellige elementer for at opnå et bestemt kommercielt eller socialt formål. Processen er visuel og eksperimenterende og har menneskers oplevelser og adfærd som omdrejningspunkt. Resultaterne kan være grafiske eller fysiske produkter, serviceprocesser, systemer eller organisations- og forretningsmodeller.”

Designledelse er i vores øjne en værdifuld og helt nødvendig kompetence, når der tænkes forandring. Hvis man skal skabe forandring i sundhedsvæsenet, skal lederne forstå, hvordan de designer afdelingen til at passe til det nye omkring dem. Ved at undervise de medicinstuderende i designledelse åbner vi deres øjne for, hvordan de som ledere kan forme deres afdelinger og enheder, så de tænker nye ideer og muligheder ind og dermed bliver medvirkende til at udvikle og forme fremtidens sundhedsvæsen

Christian Bason påpeger desuden, at det at lede og udvikle en organisation handler om at erkende, at hele organisationen kan formes, og det er her designværktøjer kommer i spil. Lederen, som vil udvikle og forme sin organisation eller sit team, har brug for enten selv at kunne tænke design og bruge designmetoder eller kende vigtigheden af at samarbejde med designere. Man kan sige, at den gode leder opererer ud fra en bevidsthed om, at man ikke kan skabe noget nyt og bedre, hvis man tror man kender facit på forhånd.

Google Design Sprint

design_sprint_bogenVi underviser med udgangspunkt i Google Design Sprint metoden, som vi selv har stor erfaring med, og som er en meget simpel og konkret måde hurtigt at gøre problemstillinger håndgribelige.

Det er en ekstremt veldokumenteret metode, og gennem nogle konkrete sundhedsfaglige cases får de studerende hands-on erfaring med brug af metoden.

Det er altid spændende at få lov at komme ud og inspirere andre, der ligesom os selv brænder for at udvikle sundhedsvæsenet. Og jeg glæder mig til senere på året at se, hvilke ideer de studerende præsenterer som en del af deres studie om forandrings- og procesledelse.